Camp Century.

I 1958 påbegyndtes arbejdet med at anlægge en base inde på og inde i indlandsisen. Basen blev placeret 100 miles fra iskanten, og derfor fik den navnet Camp Century (cent betyder 100). Camp Century blev officielt lukket den 1. april 1966.

Det mest spektakulære projekt i basens historie har dog været opbygningen af Camp Century 160 kilometer inde på Indlandsisen. Her arbejdede fra 1958 til 1966 100-200 amerikanske forskere og militærpersoner nedgravet i isen. Lejren bestod af 21 istunneler, i alt 3000 meter, og der var ikke kun tænkt på indkvartering, messe, værksteder, laboratorier, vand- og energiforsyning og kloakering, men også på faciliteter som butik, hospitalsklinik, kirke, gymnastiksal, posthus og bibliotek
I denne specielle isverden foregik omfattende eksperimenter med, hvordan isen påvirkede forskellige materialer, og i hvilket omfang det var muligt at bygge permanente anlæg under isen.

Først da Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) i 1997 smækkede en 1100 siders historisk udredning og kildesamling på bordet om Thulebasens rolle i forbindelse med USA’s overflyvning af Grønland blev den omfattende forskningsaktivitet under isen for alvor forståelig. I deres søgen i amerikanske arkiver havde DUPI-forskerne fundet tidligere hemmeligstemplede dokumenter fra begyndelsen af 1960’erne, som i detaljer beskrev et storstilet projekt, Iceworm, der ville placere Grønland i centrum for USA’s atomstrategi.

Planen gik på at placere op til 600 atombevæbnede mellemdistanceraketter i et 4000 kilometer langt istunnelsystem 10 meter under Indlandsisens overflade. Der skulle bores nye tunneller hvert år, så missilerne hele tiden kunne skifte position. Planlæggerne havde beregnet, at hele komplekset ville dække ca. 140.000 km2, og at det ville kræve 11.000 mand til at betjene systemet.

Iceworm kan minde om drejebogen til en science fiction film. Men det var det langt fra. I den gruppe, som fostrede ideen, sad toppen af Kennedy-administrationens sikkerhedspolitiske elite. For dem havde Iceworm iøjnefaldende fordele. Nordgrønland var et fremskudt område, hvorfra hovedparten af målene i Sovjetunionen kunne nås. Og det lå isoleret, langt fra de tætbefolkede områder i USA og Vesteuropa.

Projektet blev aldrig ført ud i livet. De mange glaciologiske undersøgelser viste nemlig, at de evigt bevægelige ismasser i løbet af ganske få år ville trykke og slide både tunneller og missilaffyringsstationer i stykker, og at projektet derfor ikke var praktisk gennemførligt. De militære visioner blev pakket sammen, og Camp Century lukket i 1966.