Befolkning:
59.000 (1998) |
 |
| Lokaliseret i Ishavet i den nordligste del af Atlanten. Efter Antarktis er
Grønland jordens største isdækkede område. Omkring 85 procent af territoriet er
permanent dækket af en op til 3 km tyk kappe af is, der indeholder 9 procent af
verdens samlede ferskvandsressourcer. Samlet areal er 2.176.600 km2. Landet
strækker sig fra 59,46N i syd til 83,39N i nord, ialt 2.670 km. Det sydligste
punkt, Kap Farvel, ligger på højde med Oslo. Klimaet er arktisk, hvilket betyder, at ingen måned har en gennemsnitstemperatur over 10 grader Celsius. (Middeltemperatur i Nuuk 1997: januar –4,6 C°; juni 7,5 C°). På grund af landets størrelse er der stor forskel på klimaet i nord og syd. I den korte sommer kan man nyde Grønlands mere end 500 forskellige plantearter. Geologisk set er Grønland et af verdens ældste landområder og kan dateres ca. 3,8 mia. år tilbage. Fiskeriet er grundlaget for økonomien. Der eksporteres bl.a. rejer (skalrejer og pillede rejer) samt hellefisk. Der findes forekomster af bly, zink, guld og andre mineraler, som endnu ikke udnyttes kommercielt. En efterforskningsboring efter olie i havet ud for Nuuk igangsættes sommeren 2000. Folket: 56.087 (1.1.99), heraf er 6.806 (1.1.99) født udenfor Grønland. Grønlands befolkning, kalaallit, er overvejende inuit med relationer til inuit i Canada, Alaska og Sibirien samt danskere og andre europæere, der er i landet i kortere eller længere perioder. Religion: Lutheransk protestantisk. Grønland blev selvstændigt bispedømme i 1993. Biskop: Sofie Petersen. Herudover findes der mindre kirkesamfund, såsom katolikker, adventister, baptister, pinsemissionen, Jehovas vidner, Bahai. Sprog: Grønlandsk og dansk. Politiske partier: Inuit Ataqatigiit (socialistisk), Siumut (socialdemokratisk), Atassut (liberal-konservativ), Kandidatforbundet (samling af enkeltpersoner med forskellig politisk observans), Arnat Partiiat (Kvindeparti – stiftet i 1999). Hovedstad: Nuuk (Godthåb), 13.566 (1.1.99). Regering: Hjemmestyre siden 1979. Indgår sammen med Færøerne i rigsfællesskab med Danmark. Jonathan Motzfeldt er landsstyreformand for en koalition bestående af Siumut og Inuit Ataqatigiit. Landstinget har 31 direkte valgte medlemmer. Seneste valg: 16. februar 1999 med følgende mandatfordeling: Siumut (12), Atassut (8), Inuit Ataqatigiit (7), Kandidatforbundet (4). Grønland vælger desuden 2 medlemmer til det danske folketing og har 1 repræsentant i Nordisk Råd. Nationaldag: 21. juni Befolkningen stammer oprindelig fra Centralasien, hvorfra stammer udvandrede via Alaska og Canada. Man fulgte efter fangstdyrene til Grønland og tilpassede sig konstant livet i det arktiske område. De første indvandringer menes at have fundet sted omkring år 2.500 fvt. og kaldes i dag Independence I-kulturen efter stedet, hvor de første arkæologiske fund blev gjort. På det tidspunkt kendte man ikke til kajakker eller umiaq (konebåd), så man levede af fiskeri og fangst på landdyr. Saqqaq-kulturen kaldes den indvandring, der fandt sted ca. år 1.600 fvt., men i modsætning til tidligere indvandringer bosatte Saqqaq-folket sig langs Grønlands vestkyst. Man kendte nemlig til brugen af skindbåde. Saqqaq-kulturen overlevede i Grønland i ca. 1.000 år, før den bukkede under – sandsynligvis som følge af en klimaændring. Senere fulgte endnu et par indvandringer langs øst- og vestkysten (Dorset-kulturerne), og mange arkæologiske fund, f.eks. smykker, lamper, sneknive og harpunspidser kan i dag ses på Grønlands mange lokalmuseer. Den sidste indvandring fandt sted omkring år 1.200 evt., og det er herfra den nuværende grønlandske befolkning stammer. Der var tale om et jægerfolk, hvis liv helt var tilrettelagt efter, hvor og hvornår fangstdyrene var til stede. Om sommeren forlod man vinterbopladsen og rejste rundt med skindtelt for at fange ørreder, ammassat (lodde), sæler, fugle, hvaler, og hvad der i øvrigt kunne bruges som forråd til den kommende lange vinter. Det var i denne periode, at fangst- og redskabsteknikken udvikledes til det ypperste. Omkring år 985 skete en indvandring fra øst, nemlig af islandske bønder under ledelse af Erik den Røde. Disse nordboer bosatte sig langt inde i de sydgrønlandske fjorde og i fjordsystemet bag Nuuk, hvor de levede af landbrug, fangst og fiskeri. Kristendommen blev introduceret omkring årtusindskiftet, og nordboerne byggede domkirker og kirker, af hvilke ruinerne i dag kan ses flere steder. Men nordboerne var også opdagelsesrejsende og kom til Nordamerika omkring år 1.000. I år 2000 fejredes således 1000 året for Leif den Lykkeliges opdagelse af Amerika. I 1721 kom den norske præst, Hans Egede, til Grønland for at opspore nordboerne, men de var forsvundet. Skriftlige kilder nævner for sidste gang nordboerne i en beretning om et bryllup i Hvalsey i 1408. Hvad der siden skete, gættes der stadig på, men meget tyder på, at klimaet ændrede sig, og selv små temperaturændringer har store konsekvenser for livet i det arktiske. Da Hans Egede ikke fandt nordboerne, valgte han i stedet at missionere blandt den grønlandske befolkning, men samtidig oprettede han handelsstationer til finansiering af sine aktiviteter, og således blev Grønland koloniseret.
Efter 2. verdenskrig 1979 Hjemmestyre |
Økonomi De offentlige udgifter i Grønland finansieres ved hjælp af bloktilskuddet fra Danmark, som i 1999 udgjorde 2,6 mia. kr., samt skatter og afgifter. Hertil kommer indtægter fra salg af fiskerilicenser og den årlige kompensation fra EU, der udgør 280 mill.kr. pr. år. Hjemmestyrets årlige udgifter udgør ca. 6 mia. kr. (1997). I sommeren 1998 bad hjemmestyret OECD om at foretage en analyse af Grønlands økonomi. Dette er resulteret i en rapport «Greenlands Economy: Building af Strategy for the Future». Rapporten fastslår, at der grundlæggende er mange sundhedstræk i den grønlandske økonomi: lav inflation, overskud på de offentlige finanser og høj beskæftigelse. Alligevel peger OECD på, at der er et behov for strukturelle reformer i Grønland, hvis fortsat lav vækst og stigende arbejdsløshed skal undgås. OECD understreger, at der ikke er tale om en chokkur, men at man lægger op til en vidtfavnende reformstrategi, der skal gennemføres over 20 – 30 år. OECD understreger desuden vigtigheden af at styrke kvaliteten i grunduddannelsen (folke- og gymnasieskolen). Men også at det er påkrævet at sætte ind på en række andre områder med f.eks. en reform af ensprissystemet, som vil reducere den offentlige sektors rolle, et privatiseringsprogram, forbedret konkurrencestruktur, et friere boligmarked og en reform af overførselssystemet. Erhvervsstruktur: Fiskeri Fiskeriet er hovederhvervet i Grønland. Dog vinder de landbaserede erhverv (bl.a. bygge- og anlægsvirksomhed og servicevirksomheder) ind på fiskeriet som de brancher, der har flest antal beskæftigede i alt. Den vigtigste ressource for fiskeriet er rejen, der fiskes fra såvel store fabrikstrawlere som mindre trawlere, der forsyner fiskeindustrianlæggene i byerne. Rejefiskeriet synes at være toppet med en årlig fangst på næsten 70.000 tons (1996). Klimamæssige årsager har i de seneste år forskudt fiskeriet mod syd, ligesom landsstyret igennem de senere år efter biologernes rådgivning har nedskåret de årlige kvoter med 5 procent hvert år. En anden vigtig ressource har været torsken, men ligeledes af klimatiske årsager har denne ressource ikke været nær så rigelig i de grønlandske farvande som tidligere. I 1990 blev der fisket omkring 60.000 tons sammenlignet med ca. 3 – 400.000 tons pr. år i 1950'erne og 1960'erne. Fiskeri efter hellefisk er stigende med ca.23.000 tons (1998). Torsk udgør ca. 5.500 tons (1998). Et forsøgsfiskeri efter krabber er indledt i 1995/96; det udgør ca. 2.000 tons (1998). Fangst For næsten en femtedel af den grønlandske befolkning har fangst en direkte eller indirekte betydning. Det drejer sig primært om befolkningen i Thule, Upernavik, Uummannaq, Ammassalik og Ittoqqortoormiit (Scoresbysund). Den væsentligste ressource er ringsæl og grønlandssæl, men hvalros, narhval og hvidhval har også stor betydning. Fåreavl I de sydgrønlandske kommuner Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq (Julianehåb) drives der fåreavl. Kødet bliver solgt på hjemmemarkedet, og da efterspørgslen er stor, importeres der lammekød fra Island. Slagteriet Neqi startede i 1997 en mindre eksport af kvalitetslammekød til restauranter og supermarkedskæder i Danmark. I Sydgrønland findes der også mindre landbrug, der bl.a. dyrker kartofler, majroer, hø osv. Handel Inden for handelssektoren er det hjemmestyreejede KNI Pisiffik A/S den største virksomhed. KNI sælger varer efter et fast ensprissystem, dvs. småkagerne koster det samme i Qaanaaq som i Nuuk, selvom de reelle omkostninger til Nordgrønland er højere. KNI står for cirka halvdelen af detailsalget i Grønland. Den anden halvdel tager de private butikker sig af. Brugsen er den største af de private handelsvirksomheder. Råstoffer Igennem tiden har der fundet udvinding af mineralske råstoffer sted, bl.a. kul ved Uummannaq og på Disko-øen, samt bly ved Mestersvig i Nordøstgrønland. I årene 1857 – 1987 blev der udvundet kryolit i Ivittuut i Sydgrønland. Den sidste aktive mine var bly- og zinkminen i Maarmorilik, der lukkede i 1990. Fund de senere år af bl.a. bly og zink i Nordgrønland, guld i Sydgrønland og diamanter ved Nuuk giver løfter om større aktiviteter de kommende år. En efterforskningsboring efter olie i havet ud for Nuuk igangsættes sommeren 2000. Dette sker i samarbejde mellem Statoil, DONG og NunaOil. Der stilles strenge miljøkrav i forbindelse med sådanne aktiviteter. Turisme I bestræbelserne på at gøre den grønlandske økonomi mindre afhængig af fiskeriet besluttede landstinget i 1991 at give turismen en saltvandsindsprøjtning i håb om nye arbejdspladser og valutaindtjening. Det årlige antal turister vurderes til ca. 18.000 (1998). Infrastruktur I princippet kan man kun komme til Grønland med fly. Al godstransport foregår fra Aalborg med containerskibe. Persontransport internt i Grønland foregår enten pr. skib, fly eller helikopter. Etableringen af flere landingsbaner igennem de senere år har dog formindsket behovet for den dyre helikoptertransport. Tele Greenland har monopol på teletrafik i Grønland. De tilbyder alle moderne faciliteter, såsom telefoni, mobiltelefoni, telex, ISDN og satellitkommunikation. Forsyning af el, vand og varme sker igennem det hjemmestyreejede forsyningsselskab Nukissiorfiit. Thule Under 2. verdenskrig oprettede USA baser i Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord) og Narsarsuaq til brug for transport af fly fra USA til Europa. Efter krigen blev lufthavnen i Kangerlussuaq opretholdt som militærbase til bl.a. forsyning af DYE-stationerne på indlandsisen indtil 1991, hvor sammenbruddet i Østeuropa og den teknologiske udvikling i øvrigt gjorde basen overflødig. Imidlertid havde USA og den danske regering på baggrund af datidens kolde krig allerede i 1951 indgået en aftale om at anlægge en militærbase ved Thule med et radaranlæg, der indgik i det nordamerikanske forvarslingssystem overfor det daværende Sovjetunionen. Tvangsflytning Anlæggelsen af basen i 1953 førte til en tvangsflytning af Thule-eskimoerne Inughuit til den nye bosættelse Qaanaaq. Gennem årene siden da har der været megen debat, undersøgelseskommissioner og politisk aktivitet såvel i Grønland som i Danmark omkring denne tvangsflytning. Befolkningen i Qaanaaq oprettede for nogle år siden foreningen Hingitaq ’53, der anlagde sag mod den danske stat. Sagen er afgjort i Østre Landsret i 1999 med dom om, at der var tale om en tvangsflytning og en mindre økonomisk erstatning til Thule-samfundet og de folk, der var direkte berørt af tvangsflytningen. Hingitaq ’53 har imidlertid anket dommen, da man dels er utilfreds med, at dommen ikke giver befolkningen medhold i retten til jagtområderne og utilfredshed med erstatningens størrelse. Bombefly-ulykke I 1968 skete der en ulykke, hvor et fly med brintbomber ombord nødlandede på havisen ud for Thule-basen. De danske arbejdere og inughuit, der hjalp til ved oprydningen, måtte igennem flere år kæmpe med danske eksperter og myndigheder for at få accepteret, at deres oversygeligheds-symptomer kunne stamme fra strålingsfaren. Først i 1996 tilkendte den danske regering Foreningen af Thule-arbejdere og inughuit erstatning på 50.000 kr. pr. person for «svie og smerte» i forbindelse med oprydningen. Opbevaring af atomvåben I 1995 måtte den danske regering nødtvungent bekræfte, at statsminister H.C. Hansen – på trods af en beslutning i folketinget om, at Danmark var atomvåbentfrit område – i en brevveksling med USA havde accepteret, at der blev udstationeret atomvåben på Thule-basen. Som «plaster på såret» accepterede den danske stat at betale 270 mill.kr. til Grønland. Pengene blev øremærket til etablering af en civil lufthavn i Qaanaaq, der forventes færdiggjort i oktober 2001. (Befolkningen i Qaanaaq er i øjeblikket nødt til at rejse via Thule Air Base for at komme til andre byer i Grønland, ligesom der skal indhentes opholdstilladelse for såvel grønlændere som udlændinge, der rejser i transit via basen). Ny forsvarsaftale Fra Grønlands side har man igennem flere år insisteret på en genforhandling af forsvarsaftalen og en indskrænkning af baseområdet. Forhandlinger mellem USA og Danmark/Grønland forventes indledt i løbet af foråret 2000. Nyt missilforsvar I øjeblikket har det amerikanske forsvar planer om at etablere et nyt missilforsvar, bl.a. ved Thule. Eksperter har udtrykt bekymring for, at et nyt missilsystem vil forrykke militærbalancen mellem USA og Rusland og bringe Europa i en slags gidselrolle. Sagen kan også bringe den danske regering i et dilemma; allerede i 1987 vedtog folketinget nemlig en dagsorden, som sagde, at Thule-basen ikke må bruges til formål, som var i strid med ABM-traktaten mellem USA og det daværende Sovjetunionen. Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt har udtalt, at Grønland ikke igen ønsker at blive brændpunkt i en kold krig, og at et nyt amerikansk forsvarssystem på basen bl.a. må være betinget af en accept fra Rusland. |